onsdag den 5. november 2014

Opskrift: Mørbradgryde

En mad der bringer lykke blandt både voksne og børn, det er næsten umuligt at ødelægge en mad når der først er tilsat bacon og fløde. Lav endeligt rigeligt og frys gryderetten ned i flere poser til de dage det skal være let.

Serveres her med ris og hvidløgflutes, kunne være kartoffelmos, pasta eller andet.

Ingredienser:
400 gram afpudset mørbrad, her brugt kalvemørbrad
400 gram cocktailpølser
300 gram bacon
500 gram champignon
2 dåser hakket tomater
½ liter madlavningsfløde
2 grønne peberfrugter
1 et-fed hvidløg
Timan
50 gram smør
2 løg
2 tsk paprika
2 tsk groft salt
½ tsk groft peber
2 spsk mel
Kulør

Jeg starter altid denne ret med at klargøre samtlige ingredienser. Mørbrad afpudses. Jeg skære gerne af til bøffer, som kommes i fryseren, den tykke ende af mørbradden er altid bedst egnet til bøffer.

Mørbradden skæres ud i mindre mundgodte tern.

Bacon "afpudses", den øverste del fjerner jeg, da jeg kun oplever at den er træg at tygge på.

Bacon skæres i skiver og herefter i strimler.

Peberfrugter halveres, renses og skæres i strimler.

Hvidløg hakkes fint.

Bladene tages groft fra timian.

Løgene hakkes groft.

Champignon renses, halveres og skæres i skiver.

Knude-enderne på alle cocktailpølser klippes af, herefter halveres de, jeg skærer altid skråt.

I bunden af en tør gryde på svag varme steges pølserne, når disse er færdige kommes de i en skål. De må endeligt ikke sprække, men bare få en fin brun farve.

Bacon steges herefter i gryden, når dette er færdigt kommes dette også i skålen.

Så brunes mørbraden med paprika, herefter kommes det i skålen.

Løgene svitses til de er bløde og kommes herefter i skålen.

Slutteligt kommes smør på panden og champignon steges med groft peber. Der kommer meget væde ud af champignons, dette er blot med til at sikre en god smag. Efter et par minutter er de klar.

Alt fra skålen kommes tilbage i gryden, her tilsættes salt, timian, hvidløg og mel, det hele røres rundt.

Dåserne med tomat tilsættes og der røres rundt til melet har jævnet gryderetten.

Madlavningsfløden tilsættes og der røres rundt.

Gryderetten smages til, eventuelt med salt og peber.

Et par minutter før servering tilsættes den grønne peberfrugt og der røres rundt.

Slutresultatet er bare lækkert, med ekstrem mør og blød mørbrad.

Velbekomme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar