lørdag den 15. november 2014

Opskrift: Langtidsbraiseret cognacflamberet lammeskank

Lam som den bør serveres i himlen, med cremet kartoffelmos, lækker flødesovs, hvidløgflutes og bønner til. Den bedste måde at lave lam på er ved at langtidsstege det, om muligt. Opskriften kan godt se besværlig ud, men er det absolut ikke og kan varmt anbefales.

Ingredienser:
2 lammeskanke (én per person)
2 spsk olivenolie
20 gram smør
1 tsk groft salt
¼ tsk groft peber
1 dl Whisky / Cognac, her brugt Champagne Cognac
Rosmarin
Timian
1 et-fed hvidløg
½ liter vand
1 dl Fløde
Maizena majsstivelse
Kulør (ikke på billedet)

Hvidløg skæres i grove skiver.

Lammeskank tørres og afpudses. Kan man godt kan lide det yderste lag, så skal det blot ridses i felter, ellers trækker det sig sammen og river kødet af benet.

Olivenolie og smør kommes på en pande og lammeskankene brunes.

Salt og peber kommes på og der brunes færdigt på alle sider.

Tilsæt alkohol og sæt ild til, der flamberes med forsigtighed husk at holde afstand. Flammerne kan blive ganske høje, jeg kom alkohol i over to omgange. Lad det herefter koge lidt ind.

Tilsæt rosmarin, timian og hvidløg, og svits det i et par minutter.

Vandet hældes på, der lægges låg på gryden og sættes i ovnen. Giv retten 3 timer ved 175 grader. Hold jævnligt øje med at retten ikke koger tør ved at løfte låget, mangler der væde så tilsæt lidt vand. Mens retten er i ovnen har man rigeligt med tid til at lave tilbehøret.

Efter tre timers tid bør skankene være møre og lækre.

Skankene tages op og pakkes ind i sølvpapir.

Tilbage er så den lækre væde.

Si væden fra.

Tilsæt fløde og kog op.

Der tilsættes eventuelt majsstivelse udrørt i vand, samt kulør. Sovsen smages til, mangler den smag kan lidt grøntsagsbouillon eventuelt tilsættes.

Velbekomme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar